Emanuel Minus
Til indledning må jeg sige, at man kan sammenligne Jeremias budskab i dette kapitel med en mægtig symfoni, i hvilken Gud gør en helt, og derefter udslynges det ord som et basunstød. Land, land, land, hør Herrens Ord. Hele kapitlet, og derfor også dette udråb, har en tredobbelt betydning.
Det var et individuelt budskab fra en bestemt, nemlig Gud, til et bestemt menneske, Judas konge. Når Gud sender et budskab, gælder det, at den, det er bestemt for, lægger Øre til og giver agt på det, Gud Herren taler. Du kan måske i din åndelige uvidenhed om den levende Gud spørge: Hvad er det for et ord, Gud har til mig?
Om du er ufrelst eller frafalden. så er budskabet det ord, som Gud selv lagde i Jesu mund: »Omvend jer" for himmeriges rige er kommet nær. På svensk står der: »Gør bedring, gør bod, klæd dig i sæk og aske, for himmeriges rige er nær." Frelsen er noget meget enkelt, det er ikke noget højt oppe i atmosfæren eller i følelseslivet. Frelse er den kendsgerning, at»Gud således elskede verden, at han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv.« Det er ikke noget hokuspokus at blive frelst, det er ikke afhængigt af stemninger, men det er at møde Guds ord: Omvend jer, og at handle derefter.
Jeg synes, jeg ser Johannes derude i ørkenen, barket af vind og sol, enkel og streng. Farisæere, saddukæere, syndere og toldere, kom ud til ham. Hans budskab var det samme som Jesu budskab: Omvend jer gør bedring, gør bod. Omvend jer og fly fra den kommende vrede. Det er ikke nok at omvende sig, bare fordi frelsen er en gave, men der er også noget, Gud vil redde os fra. Det er givet menneskerne at dø, og derefter følger dommen, siger ordet. Der kommer en dag, da pulsen ophører at slå, da hjertet standser, og legemets celler ikke længere tilføres den livgivende strøm. øjet brister, og mennesket må gå fra tiden ind i evigheden. Da er livet slut. Mange verdens mennesker mener, at med døden ophører alt - som en blomst, der visner, som et lys, der slukkes, men vi, der hører Gud til, ved, at først da begynder livet. Da skal vi stedes for Guds domstol. Med rette indgyder dette forfærdelse hos alle, der ikke har sin sag med Gud klar.
Du ved knapt, om du tror på Gud, men enten du gør det eller ej, forandrer det ikke den sag, at efter døden følger dom. Der ligger alt åbent, der åbnes bøgerne, der føres med matematisk nøjagtighed over alt det, du har været og øvet her i livet. Her kan mennesker se agtværdige ud og være agtede, og dog kan det indre være råddent. Men Gud ser tværs igennem og ind i hjertets dyb. Skulle det åbenbares for mennesker i dag, ville du skamme dig, men den dag skal det blive åbenbaret.
Pinsedag stod Peter frem og holdt en tale, der var så inspireret af den Helligånd, at 3000 mennesker spurgte: Hvad skal vi gøre? Læg mærke til, at det var det samme budskab, som Johannes og som Jesus fremholdt: »Omvend jer - gør bod!« Eller som en gammel oversættelse giver det: »Omvend jer, thi nu er det den belejlige tid.« Det er ikke nok at modtage frelsen som en gave, der er også noget, vi må vende os fra. Jeg tror, der er særlige nådetider, tider, hvor Guds And banker på, så gælder det, at man åbner hjertet for Gud og ikke forhærder det. Der er et ord, der siger: »1 dag er nådens tid, i dag er Gud at finde« og: Søg Herren, medens han findes, kald på ham, medens han er nær. Den ugudelige forlader sin vej og den uretfærdige sine tanker.
Hvor ville jeg ønske, at de ord måtte blive hugget som i granit på hvert hjerte: »Søg Herren, medens han findes!« I denne forbindelse er der en oplevelse fra l2-års alderen der står indprentet med ildskrift i min sjæl. Min fra og jeg var til en serie møder, hvor jeg også vidnede en enkelt gang om Jesus. Gud sendte en vidunderlig vækkelse til stedet. Hele den lille bys befolkning var i bevægelse, og mange blev frelste. Allerede før min far nævnte det, havde jeg lagt mærke til en mand, der var med til alle møderne, men synes aldeles uberørt. Den sidste aften talte vi begge to med manden, og spurgte ham om han var frelst, et spørgsmål der nærmest vakte hans vrede. Underligt nok, havde vi begyndt at snakke om politik om helbred eller andre daglige aktuelle situationer, ville han helt sikkert have besvaret dem meget høfligt. Men når det gælder ånden, den evige fremtidsskæbne bliver folk ofte meget vrede eller tiltrukkede. Medens vi stod der så jeg min far blive ganske stille og fraværende. Han var under Åndes kraft, så jeg fortsatte samtalen. Da far atter talte, kom det med stor kraft og han så på manden med et blik jeg aldrig glemmer.
"Guds And har åbenbaret for mig, at dette er den sidste anledning for frelse, Gud giver Dem.« Det kom som en bombe for manden. Det var som om hele mennesket åbnede sig, og han udbrød i staccato sætninger: "Det er jo bare det - jeg vil – men Jeg kan ikke få mig selv til at bøje knæ.« Jeg så med en drengs nysgerrighed på den store, stærke mand og undrede mig over, hvorfor det skulle være så vanskeligt for ham. Han gentog sætningen flere gange og tilføjede fyldt af skamfølelse, der kan være så uhyggelig stor i småbyer, hvor alle kender hverandre: "Hvis jeg, der er en frafalden, bøjer knæ i dette pinsemøde. Hvis jeg er en frafalden bøjer jeg mine knæ ved mødet i morgen. Hvad vil folk mon så sige i morgen?
Efter mødet kom. Manden tog sin hat og gik langsom mod udgangen. Det var, som om han talte på knapperne: Skal - skal –ikke! Han må være kommet til skal, da han nåede døren, for det var, som en ånd greb ham, og han for ud af døren som ud af en kanon. Far ilede efter ham og råbte ud i mørket: "Mand, mand, mand. De har hørt det sidste kald fra Gud i aften!« 10 dage efter fik vi et brev med underretning om, hvad der videre skete. Da han kom hjem, forstod hans kone, der også var frafalden, med det fine instinkt kvinder ofte har, at Gud havde mødt hendes mand: Gav du dig over til Gud?« »Nej,« svarede manden, »det kan du da nok forstå, jeg ikke kunne, hvad ville folk i denne by sige?« Hun forstod sagens alvor, og de nåede så langt, at han bestemte, de skulle gå til møde onsdag aften og da gøre alvor af at overgive sig. Mandag og tirsdag gik, onsdag ligeså, men i det øjeblik, han onsdag aften skulle forlade sin arbejdsplads, sank han stille ned på gulvet, og hans kammerater måtte hente ambulancen og køre ham hjem.
Hans kone ringede til lægen og ringede til venner i menigheden: »Bed for min mand, hjælp os!« Lægen kom, da var klokken syv. Han lyttede til hans hjerte og blev alvorlig: »Frue, Deres mand vil næppe genvinde bevidstheden, der er intet håb .... «Og kl. 8, da mødet begyndte i salen, og vækkelsen fortsatte, ud, åndede den mand, der havde forsømt den anledning, Gud havde givet ham. Han fik ikke den anden, han havde tænkt sig - han gik ind i evigheden. Søg Herren, meden han findes, kald på ham den stund, han er nær. »Brug den nåden s anledning, den specielle mulighed for at blive frelst, som Gud giver dig. Din anledning er nu, når Guds kald møder dig gennem ·ordet. Omvend dig, for nu er det den velbehagelige, den belejlige tid. Det var et officielt budskab fra Herren, Himlens Gud til Israel. Vort vers begynder med et. tre gange gentaget substantiv:
Land, land, land! Det var et skæbnebudskab til Israel som et land.
Jeremias, der var en profet, så i Anden fremmede hærmagters invasion og de forfærdelige følger deraf. Han havde talt til kongen, men han ville ikke høre. Han havde talt til stormændene, men de lyttede ikke. Så råbte han det ud til folket: Land, land, land, hør Herrens ord! I dag er det Nordens lande, Gud forsøger at vække. Gud viste mig i et syn, hvorledes krigshære besatte byer både i Norge og Danmark og ødelagde dem. Jeg så krigsvåben, hemmelige våben, og det var dette, syn, der sendte mig tilbage til de nordiske lande på et tidspunkt, hvor jeg drages mod syd. Jeg tror, jeg er så barnlig i min tro på Gud, at jeg tror, at hvis vi ville vende os til Gud, som ninivitterne gjorde det, i bøn og bod, ville han afvende vreden for os, som han gjorde det for dem. I stedet for versets ordlyd: land ... kunne man sige: København, København, København, hør Herrens ord! O, om denne by måtte blive grebet af Gud, så mennesker måtte blive frelst. Du, der ikke har fået dine synder tilgivet gennem Jesu forsoning, du er med til at fylde straffedomme i vredens skåle deroppe. Måske netop dine synder rar skålen til at flyde over.
I dag ligger du på vægtskålen. Hvad er resultatet? Bliver det dommen: Vejet og fundet for let! Da bed, at Gud må lægge sit ildlod i til at veje den ned. Du, der er fra provinsen, tag en glød med i dit hjerte til dit hjemsted, at ilden må fænge. Du unge! Det er ikke let at være ung i dag, der er stærke åndsmagter, der slider og binder, men om Guds And rar lov til at gribe ungdommen og føre dem ind i vækkelsen, da vil alle fristelser til verdslighed og sløvhed miste deres magt over dem, og de vil på ny indvi deres liv til Gud. I en tredje betydning kan det siges, at hele kapitlet er et universelt budskab. Fra himlens Gud kommer advarselsbudskabet til Israels folk og videre direkte til Guds menighed. Hvad er Herrens ord i dag til menigheden, til de troende? - »Rens derfor ud den gamle surdej g.« Og til den gamle surdej henregner jeg sløvhed, slaphed, ligegyldighed, kritik og sårende, dømmende ord til andre og om andre, kulde og hårdhed.
Guds And gjorde denne tekst så levende for mig, at jeg i flere uger kun hørte dette ord:
Rens ud den gamle surdej.« Måske er der noget, der slumrer derinde i dybet af dit liv, som ingen uden Gud ved. Rens den gamle surdej ud. Vi lever i midnatstimen, og bruden skal gøres rede for sin hjemgang, da gælder det, at alt, fra de største ting til de mindste bagateller, bliver renset ud. Enten det gælder den enkelte, menigheden eller byen, enten det gælder individuelt, officielt eller universelt, samler vi disse tre tråde i en eneste advarende sætning:» Hør Herrens ord!«
Natlige begivenheder
Vi læser om flere sådanne i Guds ord. Vi møder mennesker med specielle karakterer, og disse karaktertyper genfinder vi den dag i dag. Den første natlige begivenhed står omtalt i Joh. 13, 30: »Og det var nat.« Når vi nærmer os manden Judas, er det, som et gys der slår os i møde. Og dog var Judas engang som alle andre mennesker. Jeg kan se ham som en ung mand, der længtes efter lys og sandhed. Han søgte også ind i selve lyskildens centrum, da han fulgte Jesus af Nazaret. Det ser ud, nar stået en stadig strid i Judas indre liv. Djævelen stod på den ene side og Gud på den anden- hvem skulle få overtaget Jeg vil sætte som overskrift over denne mand og denne begivenhed: Skumringsmanden og skumringsmennesker.
Jesus havde samlet en flok unge mennesker omkring sig en aften i en øvre sal, hvor de holdt måltid. Kunne man have set ind i de forskellige hjerter, ville man have set, hvor der var søgang i Judas sjæl. Jeg tror, at Judas forsøgte at kæmpe imod sine dårlige anlæg, men der skete noget, der vendte hans skæbne. Satan ved, hvordan han skal lokke hver enkelt; han lod en snøre med en fristende madding svinge lige foran hans øjne; maddingen var 30 sølvpenge. Judas tabte sin sjæl, da han greb lokkemaden, og mistede samværet med Jesus - og det var nat! Da Judas forlod salen, gik han ud. Jeg tror ikke, at Johannes hentydede til det mørke, der dækkede de høje fyrretræer i den halvtropiske nat, men han tænkte på den evige nat, Judas gik ud til - Judas, skumringsmanden.
Måske er du en af sådanne skumringssjæle. Situationen udkrystalliserer sig altid ved slutningen af et sådant møde, når mennesker bliver stillet over for kaldet fra det evige. Gud drager, og Djævelen forhindrer. Jeg håber ikke, at en eneste, der er her, skal gå ud i sjælens og åndens evige nat. Djævelens fremgangsmåde overfor sjælene er at friste dem på deres svage punkter. Måske det ikke er 30 sølvpenge han bruger overfor dig, det kan være lørdagsfornøjelserne, du ikke synes, du kan undvære, eller mange andre ting. Du hører Guds kald og ønsker at følge det, men så kommer Satan med sin snøre. Jeg beder Gud om, at han må bøje sig ned til dit hjerte og gøre dig villig til at tabe det, som møl og rust fortærer, tabe dit eget, så du må. komme ud af grænselandet og få et møde med den levende Kristus. Skumringsmand, skumringskvinde: Gå ind og få Jesu Kristi sollys over dit liv.
Den næste natlige begivenhed er i forbindelse med kong Saul. Og jeg vil sætte som overskrift: »Du faldne stjerne.« Du, der er frafalden, lån mig øre! Saul blev ikke alene selv frafalden, men han blevet eksempel på alle frafaldne gennem tiderne. Saul var et menneske, der havde været grebet af Gud og var udtaget af Herren til sin høje stilling. Han havde også stridt for Herren, men så. kom han til et vej skel, valget stod mellem Guds vej og hans egen vej, og han valgte sin egen.
Det er altid der, valget står: Guds vej, det er offervejen og vor egen viljes vej. Da forlod Gud hans hjerte, og frafaldet skete: En sen nat, o, at alle frafaldne ville lytte til advarslen i Sauls liv - en sen nat gik han til en spåkvinde i En dør. Gud 'talte ikke længere til ham, så forklædte han sig, og i nattens mulm gjorde han det, Gud havde forbudt: »Du faldne stjerne.«Der er skarer af frafaldne i dag. De fik en gang deres navne indskrevet i livets bog, men de faldt fra Måske du sidder her i aften, du havde din sag herlig klar med Jesus og levede med ham, men så kom der et øjeblik, hvor du valgte din egen viljes vej i stedet for at vandre på den smalle vej - offervejen. Du valgte den lidt lettere, kom ind på en sidevej, og frafaldets ånd fik magt over dit hjerte og din ånd.
Men Gud kan læge dit frafald. Jeg må gentage, hvad der står hos Ezekiel om pottemageren. Da karret mislykkedes i hans hånd, så begyndte han igen. Oh, måtte det skrives med ildskrift, dette ord, der gælder alle de frafaldne sjæle, der engang havde Zions sange i deres hjerter. Bed i denne stund til Gud: »Jesus, grib mig helt, jeg vil ikke længere følge min egen vej.« Overgiv dig helt til Gud, så vil han frelse dig og læge dit frafald. »Du faldne stjerne på fremmed strand o, kom tilbage til himlens land, dig Jesus kalder og byder end: du faldne stjerne, bliv lys igen.«
Den tredje natlige begivenhed finder vi i Dan. 5, 5--13, og jeg vil sætte denne overskrift: »Manden, der foragtede de hellige ting.« Alle syndere, læg øret til og hør, hvad skriften siger om dette: Belsazzar var konge over det mægtige babyloniske rige. Det talte 80 millioner mennesker. Hovedstaden alene havde 4 mil. og var meget flotere end Paris er i dag. Gaderne var dobbelt så brede som de bredeste gader i Paris; der var bygget høje mure rundt om byen, og de var så brede, at seks heste kunne køre ved siden af hverandre oven på murene. Der var 100 kobberporte, og byen var i besiddelse af et belysningssystem, der gav lys, der var næsten lige så stærkt som vort elektriske. Kong Belsazzar gjorde et gæstebud for sine stormænd. Gæsterne ankom, og stemningen steg. Højdepunktet kom, da kongen tog de hellige kar, som han havde stjålet fra jødernes tempel i Jerusalem, fyldte dem med uren vin og drak af dem, medens der blev råbt: »Kongen længe leve! Men da kom Gud på besøg hos kongen og kongehuset. Når Gud selv besøger et menneske, da bliver jeg altid dybt rystet.' Jeg ved, da sker der noget enten til velsignelse eller forbandelse.
Guds finger skrev på væggens kalk, og kongen så hånden, der skrev. Da skjalv kongen og råbte i stærk bevægelse:»Kom manere, kaldæere og s1jernetydere, Babels vismænd. «De kom, men de kunne hverken læse skriften eller tyde den. Der kommer øjeblikke, da ingen kan hjælpe, når Gud og evigheden kommer ind på et menneske. Da kom dronningen med et råd: »Der er j o Daniel, han beder til Gud, og Guds ånd er i ham, kald på ham.« »Daniel kom, sikkert meget enkel i sin klædedragt, direkte fra bønneomgangen med Gud. Han svarer kongen. I en svensk oversættelse er det så godt gengivet: » Jeg kan ikke tyde skriften, men Guds And, der er i mig, skal tyde den." Nej, vi ved intet, det er kun Guds. And, der formår.
I den nat blev kongen dræbt, fordi han foragtede de hellige ting. Der er måske mennesker her i aften, der aldrig har haft med Gud at gøre, men på dommens dag vil du blive dømt efter det ord, du hører her i aften. Foragt ikke de hellige ting, som Gud har skænket til frelse for dig. I pinsevækkelsens første tid var der en mand, der lå for døden. Hans hustru, der var ufrelst, hvad også manden var, sendte bud efter en prædikant, og han tog to andre brødre med sig. Så snart de kom ind til den syge, råbte han: "For sent, for sent, for sent!« og faldt udmattet tilbage på puden. Prædikanten sagde: »Hvorfor siger du, at det er for sent, vi kommer jo til dig med skriftens ord.« Den syge svarede: "Tre gange i mit liv har jeg foragtet Guds kald, derfor er det for sent nu. Første gang var jeg en lille dreng på 11 år, da Gud sagde så mildt. "Lille dreng, giv mig dit hjerte.« Men jeg syntes, det var for tidligt, jeg ville gerne vente lidt. Anden gang var ved vort bryllup, da sagde Gud til mig, at jeg skulle overgive livet til ham, men jeg svarede: »Jeg er så ung, jeg vil gerne prøve livet. Vil du ikke komme igen senere.« Tredje gang kom Gud i min manddoms styrke, da svarede jeg: "Nu kan jeg klare livet selv, Gud. Lad mig være i fred, jeg skal tænke over det senere.« Da veg Guds And fra mig, nu er det for sent, for sent!
Det er alvorligt, når Gud kalder, du bliver vejet på vægtskål i dette møde og fundet for let. Dine egne lyster, begæringer og interesser vejer for tungt, den ånd, du tænker så lidt på, flyver til vejrs. Må Gud lægge sit ords lod på din skål. Giv agt på Guds hellige kald og omvend dig. Den fjerde natlige begivenhed har vi i Luk. 12, 20, og jeg vil sætte som overskrift:»Bonden, der ikke kunne regne.« Kunne en bonde ikke regne, han, som havde forstand på at drive- gård og agerbrug? Nu skulle han jo hygge sine lader større - kunne han ikke regne? Nej, for han glemte et tal i det sidste opgør evighedens tal. Den, der ikke har dette tal med på sit livs regnskab, han går konkurs, når livet er slut hernede, fordi han udelod evighedens røde tal. "Du dåre,«siger skriften, "hvem skal have alt det, du har samlet?«Evigheden, som Gud har lagt ned i hjerterne, har du forsømt.«
Matt 25,6. Den femte natlige begivenhed afviger fra alle de foregående i, at den hører fremtiden til. Ligesom lynet udgår og skinner fra øst til vest, bliver Herrens Til-kommelse. Og nu taler jeg til Guds børn, til alle troende. Lad os få en lille samvittighedsstund. Er det sandt, at Jesus lever og kommer igen? Er det sandt, at vi lever i midnatstimen, hvor ulykken vil ramme jordens beboere, da gælder det om, at vi har vor sag klar med Gud og mennesker. Er du rede til at blive rykket op, eller har du banket dine teltpæle ned i jorden? Vi, der har det store lys, har også det store ansvar. Er vi rede? Paulus siger: »Vi skal ikke hensove, men vi skal forvandles i et nu, i et øjeblik.
En mand der er kyndig i græsk, har fortalt, at det græske ord her for øjeblik, er så vanskeligt for teologer at oversætte, ordret betyder: i et nu, i atomo. Dette blev skrevet for ca. 2000 år siden. Paulus brugte et ord, han ikke selv var klar over, hvad betød. Atomo må vel nærmest oversættes med: grundstoffernes opløsning. Andre oversætter det således: i et nu, i atomtidsalderen. For ca. 10 år siden var der ingen, der forstod det udtryk, men spørg hvem du vil på gaden i dag, og de er alle klar over, hvad det betyder, for vi lever i atomtidsalderen. De fem jomfruer gik brudgommen i møde, da kaldet lød ved midnatstid. De havde olie på deres lamper og i deres kar. Der kommer en nat, da lignelsen bliver virkelighed. Råbet vil lyde:
Se, brudgommen kommer. Er du rede til at møde ham?
Dom og opstandelse
Da Paulus vandrede på jorden, talte han ved tre bestemte anledninger til tre mægtige mænd. Det er disse samtaler, og særlig resultaterne af disse, der er mit emne i aften. Den første finder vi i Ap. G. 24, 25. Paulus var anklaget af jøderne og stod nu foran dommersædet, hvor landshøvdingen Fliks sad. Jeg synes, hele billedet ruller sig op for min indre verden, og for at få perspektivet frem, vil vi forsøge at opstille baggrunden for denne scene. Jeg synes at se dommersalen; det har muligvis været en rund sal med bænke bygget op, som vi har dem på et stadion i dag, og med en midtergang. Publikum havde lov til at overvære domshandlingen, og jeg tænker, det lød: »Kom, lad os gå.« Det er denne mærkelige Paulus, der taler om den underlige Jesus Kristus, som skal for domstolen lad os gå. Soldaterne flankerede sandsynligvis indgangen for at holde ro og orden. En romersk officer bankede på en dør, og ind trådte Feliks med sit følge, og de satte sig på podiet. Så lyder det: Nu kan vi begynde. En soldat gik hen til en kælderluge. Den åbnedes og ud trådte fangen, lænket på hænder og fødder, måske snavset og usoigneret, efter sit ophold i fangehullet og føres frem for dommerne. I dag er det så Paulus den lille Jøde, der kan få lov til at forsvare sig. Alligevel holdt Paulus ikke nogen forsvarstale men i stedet en vækkelsestale.
Hvad er det for ord, der lyder fra denne lille fange, der får forsamlingen til at lytte i intens stilhed og får selve dommeren til at råbe til den bundne mand: "Paulus, sig ikke mere - gå. Når jeg rar bedre tid, vil jeg lade dig kalde.«Sandelig, det var ikke barnlige, almindelig ord, der lød i dommerhuset den dag med en sådan virkning. Om de den gang havde været i stand til at optage en grammofonreportage eller optage det på stålbånd, og det var blevet overført til et for os forståeligt sprog, ville det have været et budskab også for dig. Men jeg må nøjes med mine enkle ord og ud fra det, vi kender fra skriften at prøve og tænke på, hvad det var, Paulus fremholdt, gennemglødet af Helligånden. Paulus begyndte med at tale om retfærdighed, det var både logisk og klogt. Romerne elskede at høre om retfærdighed. Det var en lasso, Paulus kastede ud; derefter kastede han den anden om afhold, og tovet strammedes lidt mere, men da han slyngede den tredje ud, strammedes det endnu mere, så Feliks råbte: "Ti stille, Paulus!«
Hvad var da den tredje lasso? Det var om den kommende dom, om evigheden, om livet bag død og grav. Lad os rekonstruere, hvad Guds ord siger om dette: Der kommer en dag, hvor alle mennesker må forlade jordens lande og begynde den lange rejse ind i evigheden, der oprulles evigheden sorgens blad. Der er to veje, som man kan vælge, nej, allerede har valgt. Der er vejen, der fører til himlen til saligheden, til det evige hjem. Den anden fører forbi en stor hvid trone, dommens trone. Der ligger bøger, som skal åbnes. I disse bøger står alle menneskers gerninger opskrevet. Nogle mener, dette er symbolsk, men jeg tror, det er ganske bogstaveligt. Og de bliver ikke dømt alene for gerningerne, men for hele tankelivet, alt det, man ellers skjuler for andre. Du siger, det er uhyggeligt. Guds ord siger: "Hvem kan bo ved evige bål?« og "Guds øjne er som ildsluer.« Alle dine synder bliver opregnet, al sløvhed og ligegyldighed, og budet lyder: "Bind denne og kast ham ud i det yderste mørke, der skal være gråd og tænders gnidsel - gå!«
Kære ufrelste, kære frafaldne og du, der ikke har det helt klart med Gud. Du unge, der lever i dag, hør Herrens ord: "V ær sikker på, at din synd skal finde dig en gang.« Din indstilling til det evige er ikke en bagatel. Livet er ikke en leg. En forfatter siger: "I dag leg - i morgen tårer.« Livet er alvorligt. Der er en himmel, og der er en fortabelse. Men du kan undgå fortabelsen. Forlig dig med Gud og lad den evige verden gribe din sjæl, da kan du sige: »Lad min sjæl dø de retfærdiges død. Feliks blev forfærdet og gik ud, han ville ikke høre på dette. Det var dette budskab om dommen, der kom til at hvile som en tyngde over min sjæl. Der står hos profeten Ezekiel, at hvis du ser faren og ikke advarer folket, skal deres blod kræves af din hånd. Det er ikke et budskab, man bliver populær på, men det er nød for sjælene, der driver det frem.
Lad alle, hver og en, se til, at du har alting klart med Gud, oplev på ny, at helsestrømmen går ind over dit liv, tag imod al den nåde som Gud giver. Søg Herren, mens han findes - før du står ved evighedens morgen.
Den anden samtale finder vi i kap. 26, 24. Denne gang er det landshøvdingen Festus. Over for ham går Paulus et skridt længere og taler om de dødes opstandelse. Den Festus, den Festus,. beskyldte han ikke Paulus for at være vanvittig, fordi han talte om at de døde skal opstå? Der kommer en dag, hvor det jordiske legeme skal Der kommer en dag hvor den jordiske krop skal forvandles, hvor de mange, der har været plaget i kroppen og har lidt, skal blive udfriede. Det bliver en herlighedens morgen, hvor vi skal opstå i en ny krop, det Helliggjorte. Det bliver Herrens herlighed, der lyser, der hvor nød, sygdom og pine ikke findes. Menneskets ånd er Herrens lampe. Ordspr. 20.27. Gud tager vare på den, og en dag skal den iklædes en forvandlet skikkelse, og det bliver af idel, uendelig nåde.
Jeg har en kammerat; han skal være videnskabsmand og er derfor lidt arrogant, som sådanne ofte er, før de modnes. Han kom op til mig en dag for at låne en bog. I samtalens løb udtalte jeg min tro på, at vi skal forvandles og få et nyt legeme. o rigtigt spontant: "Tror du virkelig, at de døde skal opstå?« "Ja, det gør jeg.« Han lo. "Nu i det tyvende århundrede, flyvemaskiner i luften og undervandsbåde i vandet og tog, der kører med fænomenal hastighed, og atomer osv. – Tror du?
Der stod jeg. Jeg bad til Gud. Vi behøver aldrig at være bange for, hvad vi skal svare i sådanne situationer, for Gud har lovet og visdom. Gud hjalp mig. Jeg sagde til ham: "Det er forår, denne vidunderlige tid med nyudsprungne birketræer og skovbunden er vidunderlig fuld af hvide og blå anemoner. Gå ud, tag et blad fra et birketræ og sæt under dit mikroskop, og du lille kryb, en larve. Du vil i mikroskopet se, hvorledes den spinder fine tråde, rundt og rundt, og du siger til den. Hallo! Hvad bestiller du? Larven svarer: "Jeg ved ikke ret meget, men Gud har givet mig det instinkt, at jeg skulle spinde og spinde fine tråde, og så skulle der ske noget vidunderligt.« Jeg siger: "Men du lille larvemand, ved du ikke at vi lever i det. 20 århundrede, vi har jo fly i luften, undervandsbåde i vandet, tog, der kører med fænomenal fart, vi 'kender til celler og atomer og meget andet. Larven ser på mig - og tier. Men gå ud tre uger senere, og du' vil se, hvorledes puppehylsteret brister, og ud af det kommer der en sommerfugl, der svinger sig op mod himmelen. Der kommer en opstandelse til liv og en opstandelse til dom. - Jeg tror på de dødes opstandelse.
Den tredje henvendelse er til en konge i kap. 26, 28. Jeg kunne sætte som overskrift: Næsten frelst! Men næsten frelst er ikke at være frelst, derfor siger også Paulus: »Jeg ville ønske til Gud, enten der så mangler lidt eller meget, at ikke alene du, men også alle de andre, som hører mig i dag, må fa det, ligesom jeg selv har det, på disse lænker nær.« Hvad var det, som bandt kong Agrippa? Var det menneskefrygt? Der var et men. O, du ufrelste sjæl, du bønnebarn, du frafaldne, det er ikke nok, at du er nær frelsen, dine syndebånd må løses gennem det frelserværk, Kristus udførte på Golgata for 2000 år siden. At være ved grænsen er ikke at være inde i landet. Da jeg var syv år gammel, var jeg med mine forældre i Amerika, og på rejsen nåede vi en bro, der dannede grænse mellem Amerika og Kanada. Vi ville gerne over broen og ind i Kanada, men vore pas lød kun på Amerika, så det var ikke muligt. Barn som jeg var, besluttede jeg, at jeg ville over grænsen, og da der kom andre rejsende, der skulle told visiteres og have deres pas undersøgt, smuttede jeg af sted og fik den ene fod over grænsen. Siden pralede jeg af, at jeg havde været i Kanada med det ene ben.
Der er mange, der slår sig til ro med at have det ene ben i Guds rige, men lad mig advare dig, bønnebørn kan gå fortabt, det viser en Esau og en Absalon Du må helt ind i landet, hvis du vil blive delagtig i landets rettigheder. Du må have dit pas i orden, så du kan komme ind og fa lov til at blive der. Jeg oplevede nødvendigheden af dette under et ophold i Stockholm. Jeg kom en dag til at se på mit pas og fandt, at det udløb den dag. Der var endnu en halv time, til konsulatet lukkede, og jeg for 'af sted, fik passet stemplet og kunne atter slå mig til ro. Har du et pas? Og du, del har, er det i orden? Ellers må du have det fornyet. Det kan ske nu. Du kan modtage en strøm fra helligdommen til fornyelse og liv.
Du Agrippa-sjæl, hos hvem der endnu mangler lidt i, at du er kristen! Udskyd det ikke, afgør dig i dag for Gud, og lad ham gribe dit hjerte helt.
Hvordan. Jeg oplevede vækkelsen.
Til indledning vil jeg komme med et billede fra naturen. Hvem land har sine kilder. På Norges fjelde og bakker kan regnvandet samle sig og bliver til pytter. Der er også kilder, der forener sig og løber ned langs fjeldet langs fjeld kanten. Om foråret øges disse kilders vandstand, og nye formes, de vælter sig ud over bjegkarmmen og fosser ned ad bjergesiderne. Men, der er også kilder der kommer ud fra klipperne, de er rene, krystalklare og kølige, og de er der hele året rundt.
På samme måde er det med vækkelsen. Vækkelse kan komme på mage måder. Den kan komme gennem en person, som Gud bruger til at være vækkelsens budbringer. Historien viser, at Gud har brugt en person til at ryste, lande byer, og folk. En vækkelse kan også komme, som en vilkårlig stemning, af mange årsager, og gennem trofast udholden arbejde. En pløjer, en sår og en anden høster, men Gud sender regnen og giver vækkelses væksten. Men. Den vækkelse der for min del, er den mest troværdige og holdbare, en den der springer direkte ud af Frelsens klippe Jesus Kristus. Den kommer som en besørgelses tid fra Gud. Intet menneske har været med til at skabe den, den kommer direkte fra Gud.
Hvordan kommer den?
Gud åbner en luge i Himmelen, Han vender olie hårnet og lader den strømme ned over et land, et folk, en by og der bliver en krystal klar og ren kilde af levende vand der til de tørstende sjæle. Kun Guds rene levende vand slukker for evigt den tørstende sjæls tørst. Den vækkelse der kommer i visse steder af Norge er ikke af mennesker men af og fra Gud. Gud har givet det Norske folk en besørgelses tid. Gud besøger Hans udvalgte steder. Vi havde forud oplevet en periode af tørke, store vanskeligheder, og kampe der var stor nød i vore hjerter, om at Gud skulle møde os. Det var en akut, ukuelig længsel efter at Gud skulle gøre det.
Vi havde hørt om hvad Gud gjorde i Amerika, i Sydafrika, Japan og mange andre steder, så vi spurgte Gud. Er du ikke den samme i dag og alle steder? Står der ikke at Jesus Kristus er i går og i dag indtil evig tid den samme? er Han ikke kommet for at frelse syndere? Og for at vække sovende kristne? Gør Gud forskel på personer? Har Gud ikke lovet der skal ske større ting end Jesus selv gjorde?
Jeg tror. Denne længsel var grobunden for den lille kanal hvorigennem kilden skulle flyde, når Gud kom med vandet. Lad mig sige, da vækkelsen kom både forbavsede den os og chokerede os. Vi kan så nemt komme ind i bestemte former og ritualer, som ofte slet ikke er med i Guds plan. Kan nogen mon styre Guds And og bestemme hvordan og hvor længe møderne skal være? Og for den sags skyld hvor henne de skal holdes udfor eller indenfor i store bygninger eller i små hjem? Når Gud kommer, mener vi. Det skal være på den og den måde, som vi nu engang er vant til og vi nøje har planlagt. Men ofte kommer Gud på en for os ofte fremmed og ukendt måde, og straks bliver vi usikre og taler om kan det nu også være Gud eller blasfemi? For mig virkede det på en måde, jeg slet ikke havde forstilt mig. Men min længsel og desperation var så stor så jeg sagde til Gud. Gud jeg er ligeglad med måden du gør det på. Du må komme på hvilken som helst måde Du finder behag i, bare vækkelsen bliver fra Himmelen, og ikke noget menneske fremstillet kunstigt som bare fordamper igen, og sjæleligt.
Vil du gribe ind i mit væsens dyb, og må jeg opleve det, jeg som Esajas gjorde, da du virkede i hans inderste væsen og salve hans tunge, så hans tale blev glødet af Helligånd og ild.
Vi unge lever i Pinsevækkelsens tredje generation. 1907 var den første, så fulgte den anden, og vi udgør den tredje, og der er fare for, at man kommer til at leve på traditioner. Når vi studerer de forskellige bevægelser gennem tiderne, ser man, hvor sørgeligt almindeligt det er, at når man er nået til tredje generation, stivner det i former, hvor kernen er borte. Der kom nød i mit hjerte: »Herre, skal det gå os på samme måde. Vil du være tvunget til at udtage dig et nyt folk, fordi vi svigter, eller vil du sende vækkelse fra himmelen? Der står om Israels børn, at den slægt, der var født i ørkenen, glemte Guds store gerninger, som han gjorde ved Moses hånd, og de knurrede mod Gud, hvorfor de blev nægtet adgang til Kanans land.
Denne nød og forventning havde været blandt Guds børn i mange år, og der har været megen bøn. Nogle har bedt lige fra 1907 til i dag, at det ikke måtte blive en periodisk vækkelse, men en varig strøm fra Gud. Hvert land har sine skikke og hvert folk sin måde at reagere på, men bare vi oplever, at Gud kommer til, da er det godt. Gud førte mig gennem endnu dybere vand, og dernede i Akors dal foretog Gud en operation på mig og rensede og helligede mig.
Jeg blev frelst, da jeg var fire år gammel, og jeg har levet med Gud hele tiden, levet efter det lys, jeg havde i ordet og i samvittigheden. Jeg havde vanskeligt ved at forstå, at mennesker, der har levet livet for Gud, skulle komme med en falliterklæring næsten som syndere, når Guds lys ramte dem. Men jeg ved nu, hvordan man så end har levet, når Guds lys fra helligdommen sendes ind i et hjerte, og man kommer til at stå ind for Guds røntgenapparat og rar taget et åndeligt billede af det indre liv, da afsløres de hemmelige skygger, som ingen kendte til, knapt nok en selv. Gud førte mig frem for sit røntgenapparat. Jeg havde set mænd og kvinder gennemglødet af Gud. På kort tid blev de forvandlede og virkede selv som glødende ild, og jeg bad: »Herre, lad mig opleve noget lignende.
Det er ikke sikkert, at alle oplever krisen, men jeg kom ind i en sådan. Lysstrålerne blev rettet mod mine inderste hjerte-kamre og viste mig mange ting der. Om jeg ville nævne det, ville du sige: Småting. Der er kun en vej sønderknuselsens vej. Jeg græd, som jeg aldrig før havde gjort det, ikke blot over mine mangler, men det var Andens længsel efter Gud. Som hjorten skriger efter levende vandstrømme, længtes min sjæl efter Gud. Min sjæl skreg efter Gud, efter fornyelse. Hvis jeg ikke fik det, kunne jeg ikke længere være et vidne. Når jeg brugte ordets sværd, havde jeg en følelse af at støde mod sten, særligt udadtil. Jeg søgte ensomhed, rejste bort og låste mig inde i et værelse for at fa en bønne- og fastedag. Det blev krisen. Jeg oplevede en fuldstændig sønderknuselse, jeg fornemmede lersmagen af det kar, som Guds vin skulle fyldes i. Jeg så mine fejl, mine mangler og brister og det som var værst af alt, jeg så, 'at jeg manglede gløden. Det var som et eneste panorama. Jeg så skarerne, der var uden Gud og uden håb. Hvorledes kunne man henvende sig til dem uden selv at være grebet og gennemglødet. Jesus sagde jo:» Giv I dem at spise!« Jeg så min usselhed, og jeg begærede ikke længere den store arbejdsmark, eller den store spade, men ville være taknemmelig for den mindste - måtte jeg bare vinde en sjæl for Gud. O, at Gud måtte gribe vore hjerter og blive en realitet for os unge.
Det var nytårsaften 1951. Jeg lå med hovedet bøjet mod gulvet, og blev malet i lidelsens kværn. Jeg forstod, at nu kunne jeg ikke komme længere. Gud måtte gøre, hvad han ville; "kunne han bruge dette usle kar, måtte han bruge det, til hvad han ville og ellers gøre med mig, hvad han ville. Da kom Gud! Han fyldte stuen med sig). Hans Hellige nærværelse. Kunne jeg have taget mine sko af, havde jeg gjort det. I nattens stilhed oplevede jeg nogen, der rørte ved mig og mit hjerte. Da morgenen gryede, glødede det i min ånd og på min tunge. Jeg fik ikke styrke, men en nød som aldrig før. I de dage var der mange brødre, der oplevede de samme ting hver for sig. Det var en vækkelse fra Gud, hvor vi var under Guds lys. Gud slog mig i stykker, han slog i stykker mine gamle budskaber, og jeg lå der ribbet uden at have noget tilbage. Jeg fik indbydelse til at 'rejse til Halden, men jeg sagde til mor: Jeg kan ikke rejse, j eg har j o intet. Mor svarede: Rejs i tro til Gud! «Jeg kom til Halden. Der brød vækkelsen ud. I de første dage var det vanskeligt at vidne, jeg bare græd, og når vidnesbyrdet kom, var det ikke ordene, men det var Anden, der levendegjorde dem. Efter en uges forløb havde jeg tænkt at rejse tilbage. Der var ikke sket noget udadtil, men en del renselse indadtil. Guds børn var blevet fornyede. Jeg blev anmodet om at blive og bad Gud om et tegn. Det sidste møde kom; da vi gik hen til lokalet, stod der en lang kø udenfor. Jeg spurgte flere: "Hvorfor er I kommet? «De svarede. "Vi ved det ikke, d'er var noget, der drog os.« Anden havde sænket sig ned over en by, der var kommet en besøgelsestid til byen. Den aften blev der gennembrud i Anden. 20 unge mænd søgte Gud, og mange flere blev frelst den aften.
Vækkelse:
Det er et besøg fra himmelen, der løser det bundne. Hvor mange knuder løses der ikke i en sådan tid. Det er, som når saften stiger op i træet om foråret og rar det til at springe ud. Vækkelsen i Halden er ikke enestående, men den var som et signal. Rundt omkring i andre byer virkede Gud på tilsvarende måde: i Drammen, Skien, Tronhjem, Ålesund og Stavanger. Det samme skete rundt omkring på mange mindre steder. Det er helt vidunderligt, når Gud møder et folk. Man kan ikke sætte regler og vente at følge dem, men der er en bestemt ting, der synes at gå forud for vækkelse og følge den, og det er sønderknuselsen. Jeg havde selv før forkyndt om det dybe 'åndelige liv og om at vandre korsvejen, men først nu forstod jeg ret, hvad det betyder, at hvedekomet må falde i jorden og dø for at bære frugt. Vi er så ofte fyldt med så meget, hjertet gemmer så meget bag en maske.
Må Gud smelte os ned, så vi ser alt, som det er: motiverne og de skjulte tanker. Kommer vi id).d i Guds lys, da må vi bede med David: »Rens mig fra synd med vask, tvæt mig hvidere end sne." Det er ikke let - det er tilintetgørelse og offer. Det betyder noget i et menneskes liv, når masken kastes. Det sker i midnatstimen, og det er det, vi mærker, der foregår i Andens verden i denne tid. Må Gud rense fra al synd, al kritik og al bagtalelse, må strømme fra helligdommen rense os. Det er alvorligt at være en kristen. Nogle kalder det, vi oplever, for en dommens vækkelse, og det er sandt, at dommen skal begynde fra Guds hus, men jeg vil hellere kalde det en brudevækkelse: En er min due, min rene," siger brudgommen i Højsangen.
Vækkelsen i Norden er en besøgelsestid for at forberede os til de mørke tider, der ligger foran os. Den er som en vaccination mod de trængselstiden, der kommer. Vi behøver nåde og renselse. De advarsler, der gælder Norge og Sverige, gælder også Danmark. Norden er forbundet, brænder det i naboens hus, er man ikke tryg. Derfor gælder det om, at vi har fået denne Åndelige vaccination, og at de døde ben i dalen bliver opfyldt med ånd og liv på ny. Vækkelsen er ikke blot sønderknuselsens vej, den er også ydmygelsens vej. J eg har tænkt så meget på påskens evangelium. Vi mennesker stræber opad - ofte fra intet opad. I Vigelands monument i Oslo ser man, hvorledes mennesker forsøger at klatre opad i kampen for tilværelsen. Guds vej er ovenfra ned. Derfor kom Jesus herned og led en misdæders død, selv en romersk slave ville ikke dø på et kors - så stor var forsmædelsen og skammen. Jesu vej gik fra himmelen nedad og nedad. Hvis ikke hvedekomet falder i jorden og dør ! Når et hvedekorn er dødt, reagerer det ikke, det er villigt til alt. Må Gud smelte vore hjerter og vor ånd, så vi må være rene og rede, når råbet lyder: Se brudgommen kommer - gå ham i møde! «
Den vidunderlige Jesus.
Jesu person har stået så levende for mig i dag. Det gør han jo hver dag, men det bliver alligevel på en særlig måde påskedag, og jeg har spurgt mig selv, hvad det er for sider ved Jesu væsen og hans frelse, der griber hjerterne så stærkt. Hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, så har vi fællesskab med hverandre, og Jesu, hans Søns, blod renser os fra al synd. 1. Joh. I, 7. Jeg vil standse ved den sidste linje. Hvad er dette forunderlige ved Jesus? Der har været andre religionsstiftere og andre systemer, men de ligger i ruiner nu. Jesus Kristus står lyslevende den dag i dag. J eg vil gerne fortælle om nogle oplevelser, jeg har hørt, som kan kaste perspektiv over navnet Jesus.
Der var en stor religions-konference i Filadelfia, U. S. A. i 1921. Der var repræsentanter fra alle de forskellige religioner i alle lande, fra nord og syd, fra øst og vest, og hver talte om sin religion. Det var sidste dag, og der var 30--40.000 mennesker samlede. Efter dette møde skulle der være afstemning om, hvilken religion der var den bedste - en typisk amerikansk fremgangsmåde. Men der blev ingen afstemning, for der skete noget, som førte tankerne ind på andre baner. De forskellige repræsentanter havde talt hver for sin religion; der var østens sønner og sydens sønner og repræsentanter fra alle lande, hver enkelt havde fået et 'kvarter til at tale. Det var taler fulde af blomstersprog uden lige, hvormed de frembar deres budskab. Kristendommens repræsentant skulle tale til sidst. Sådan går det ofte her i livet, kristendommen kommer sidst. Mange mener, at frelsen er en ting, der først skal afgøres i den 11. time. Den kristne stod frem, og hans ord faldt om hammerslag og var så enkle, at et barn kunne citere dem bagefter. Han kom netop fra et fængsel, hvor han havde besøgt en kvinde, der afsonede straffen for et begået mord følte hun, at den myrdedes blod råbte på hævn. Værst var det om natten, hvor hun syntes, at den døde kom og krævede hævn. Hun spurgte i sin angst og nød, om der blandt de mange forsamlede i byen fandtes nogen, hvis religion kunne fjerne hendes syndebyrde og borttage hendes angst. Taleren vendte sig mod den store forsamling og sagde: »Nu spørger jeg jer, der er kommet fra nord, syd og øst og vest: Er der nogen her, hvis religion kan bringe frelse og befrielse til denne kvinde?« De så forfærdede på ham. Det var ikke den tale, de havde ventet. Det var ikke langt fra, at de syntes, det var upassende på den måde at fremdrage fakta. Da ingen fremkom med en løsning, tog han et lille Ny Testamente op af lommen, denne lille, forunderlige bog, der er guld helt igennem åbnede den og læste en linje, den samme jeg nys citerede: "Jesu Kristi, Guds Søns, blod, renser fra din synd,«og satte sig ned.
Det er det vidunderlige med navnet Jesus. Der er forskellige religioner, der er filosofiske retninger, tankebygninger og meget andet, men der er kun en vej til frelse, det er Golgata-vejen. Kun der findes frelse. Enten du er mand eller kvinde, høj eller lav, rig eller fattig, du må til korset for at få dine synder slettet ud. Evangeliet er en forunderlig gave fra Gud til mennesker, så de slipper for at famle i mørket og søge efter lyset. Jeg har hørt om nogle munke, der bor på Himalaya; de er sikkert fromme efter det lys, de har. En gang om året ruller de sig 100 engelske mil til en lille kilde. De piner sig frem på den måde, bader i kilden, ruller sig tilbage og mener dermed at opnå fred i sjælen. Det er godt, vi ikke behøver at rulle os til Palæstina. Lad os takke Gud, at Jesu Kristi, Guds Søns, blod renser fra al synd, og lad os åbne vore hjerter for ham. Som Israels børn, der var blevet bidt af de giftige slanger, forblev i live, når de så hen til kobberslangen, således har vi liv, når vi ser hen til Jesus Kristus, og vi oplever, at han gør undere for både sjæl og legeme. er er også en anden side hos Jesus, som griber mig, og det er hans kærlighed. Når verdens mennesker bygger, så bruger de magt og hævn. Riger er blevet bygget op på disse to ting, og riger er gået til grunde. Når Jesus bygger, bruger han kærlighed, og hans rige består, medens romerriget for længst er faldet i grus, og Alexanders rige er blevet ruin. Gud elskede, så han gav, og Guds kærlighed vedbliver.
I Stockholm hørte jeg en nu afdød amerikansk professor fortælle en gribende tildragelse: En enkefrue i Amerika måtte sende sin eneste Søn til Europa under krigen. Det var en god, ung mand, moderens glæde og stolthed. Efter en tid ophørte brevene pludseligt, og i stedet for kom der et telegram til moderen fra de amerikanske myndigheder: »Deres Søn savnes.« Det var al den oplysning, der kom. Ca. et år efter kom der et nyt telegram fra myndighederne: "Deres Søn er såret og ligger på militærhospitalet. «Moderen glædede sig. Nu skulle hun se sin søn. Hun ilede derhen, fandt afdelingen og stuen, bankede på, og da ingen svarede, åbnede hun døren. Hun stod i et lyst, rent, tomt værelse. Ved den ene side stod der en stor klædekurv på et stativ. Hun tænkte, at da hun nu var her, kunne hun da se, hvad der var i kurven; men hun trak sig tilbage i forfærdelse. Der lå et menneske uden arme og ben, selv øjnene var tilintetgjorte. På en seddel hæftet til kurven stod der: »Patienten kan kun tale, han er fuldstændig ødelagt i krigen.« En sygeplejerske kom ind, og da damen mente, hun var kommet på en forkert stue, tog sygeplejersken det telegram, hun havde fået, og sagde: » Nej, det er rigtigt nok, det er Deres søn .... « Der stod moderen; men så vældede moderfølelsen op i hende, hun bøjede sig over kurven, og uden at hun selv var klar over det, faldt tårerne fra hendes øjne ned på sønnens kinder. Han udbrød: »Mor, er det dig - det må være dig! Der er bare en i hele verden, der kan stå og græde over mig, så ødelagt som jeg er blevet. Mor, som et tegn på, at det er dig (han kunne jo intet høre eller se) så kys mig fem gange på kinden.«Der var nu de to og den sætning greb mig. De forstod hinanden så inderlig godt. Denne beretning kaster perspektiv over frelsen i Jesus Kristus og hans kærlighed. Vi var fordærvede og hjælpeløse, men Jesus elskede os. Vi kan ikke se ham med vort almindelige øje, men vi forstår hinanden. Der er en Andens tone i hjertet kender du den? Forstår du dig på de perspektiver, der ligger gemt i dette ene vers? Hans kærlighed s magt er udgydt i denne stund.
Dit kendskab til Jesus Kristus kan blive udvidet, så det ikke længere bliver gennem andre, men at du personligt lærer Jesus Kristus at kende, som han er i sin barmhjertighed og nåde. Lad os alle blive grebet af Jesus. Overlad hjertets trone til ham, lad ham bestemme hele viljen, om kristenfolket ville overgive deres viljer til Gud, da blev Jesus ikke blot en julens, en påskens eller en pinsens Jesus, men en Jesus, der fylder hele livet hver dag. Se på Jesus, se på korset og på opstandelsen. Lad sindet dvæle hos ham; lad vore liv blive Kristus grebene liv.
Jeg ved. hvor du bor
Dette siger han, som har det skarpe, tveæggede sværd: Jeg ved, hvor du bor - der, hvor Satans trone står .(Ab 2, 13). Det er underligt, når Gud har adressen på et menneske. Et lille billede derpå oplevede vi under krigen. Når sirenerne lød, og der blev stilhed over en by, før det bragede igen - da særligt i den første tid, før man forstod, hvor farligt det var, fulgte man, hvad der skete under denne stilhed. Løftede man hovedet, så man, hvorledes lyskasterne fra mange steder søgende sendtes hen over himmelen. Pludselig ramte en lysstråle et objekt, og de andre lysstråler forenedes alle i det ene punkt. Man kunne måske i et sekund se noget glinse højt oppe og vidste, at det var en flyvemaskine, der var blevet indfanget af lysstrålerne. I det samme bragede det fra maskingeværer og kanoner, og man så måske lysskær, der hurtigt faldt ned mod j orden.
Flyvemaskinen var blevet ramt. Himlens Gud har sin lyskaster, som han retter mod menneskehjerter. For nogle er den kendsgerning fuld af velsignelse, men for andre er den fuld af uhygge. Gud ser dig, i dit hjem, på din arbejdsplads. Han ser ind i dit hjerte. »Jeg ved, hvor du bor.«Jeg skal nævne nogle eksempler fra bibelen.
Vi kender alle beretningen om de to første mennesker i Edens Have, dette smukke sted med de mange forunderlige træer. Men de glemte, at over alle de pragtfulde træer i haven var Gud. De glemte også, at synden trængte ind i haven, og da de havde syndet, blev de bange. Gud er en realitet. Det er dybeste alvor. Tro ikke, at Gud altid sidder smilende og ser ud over j orden. Gud går stundom ned og opsøger mennesker - og ve det menneske, hvis der da er uretfærdighed i hjertet. Der lå Edens Have i aftenens skumring, hvor køligheden bredte sig ud over haven. Da kom Gud ned til jorden. Ordet siger, at Gud Er lys, og at der kun er lys i ham. I det øjeblik, Gud kom ned på jorden, kom han ikke alene i sin menneskelige skikkelse, men jeg tror, at der kom et stærkt lysskær foran Gud. Lyset ramte de to mennesker, og de vidste: »Nu kommer Gud!« De blev forfærdede. »Skynd, dig fly, Gud er efter os! «De sprang mellem træerne, mellem løvbuskene, men lyset fulgte dem, det oplyste alle træer og buske. De to løb hele haven rundt, til de ikke kunne mere. De blev indfanget af lyset og stod overfor Gud.»Adam, hvor er du? «Det er alvorligt at stå overfor Gud og hans lys, Det bliver enten til velsignelse eller forbandelse. De måtte forlade haven, som Gud havde givet dem, og tilværelsen udenfor denne blev så svær, at de kunne have brugt de ord, deres næstældste Søn senere an· vendte: "Min misgerning er større, end jeg kan bære den.
Kære ven! Gud ser ind i dit hjerte, sind og ånd. Gud ved alt om dig, enten du tror det eller ikke. Han ved, hvor du bor. Han ved, hvorfor du er her i aften, om det blot var en tilfældig begivenhed. Måske kom du af nysgerrighed eller for at tilbringe en aften og lytte til den skønne musik og sang. Gud ved, hvor du bor, men han ved mere - han ved også, hvad der bor i dig, han kender din længsel, dine problemer, den syndebyrde, du bærer, dine lyster og begær, dine vaners magt - alt! Gud ved om det. For ham gælder ingen' dunkelhed eller camouflage, han ser dig, som du er. Der var en konge, der en dag næsten glemte Gud. Det er forfærdeligt at glemme Gud. Djævelen anvender alle mulige kunster for at få os til det. Rækker vi ham den lille finger, tager han snart hele hånden, og der går ikke lang tid, før han også tager resten og ødelægger ånd, sjæl og legeme. Kongen glemte Gud, men selvom ingen andre vidste derom, og selvom han kunne lukke sig inde på sit slot, hvor der stod soldater på vagt udenfor, så ikke et menneske kunne komme ind, kunne han ikke udelukke Gud. Du kan lukke dine ører. Du kan sige:»Jeg vil ikke gå på de møder, jeg vil ikke tale med de mennesker, Gud ved alligevel, hvor du bor.
Måske du er frafalden. De frafaldne er altid så bange for at komme i forbindelse med Gud. Brug den nådetid, Gud endnu giver dig. Han har set dig hele tiden, også da du" skjulte dig for ham. Du gemte dig på dansegulvet, i biografen, i teatret - du forsøgte at døve samvittighedens stemme. Gud ved det hele. Så sendte Gud profeten til kongen. Han gik gennem gangenes labyrinter, opad trapperne og ind til kongen. Han talte i billedsprog til ham, og kongen fordømte den, der havde øvet så hæslig en handling. Da slynger profeten ordene ud: "Du er manden!« David erkendte sin synd og udbrød:' "Rens mig fra synd med isop, to mig, så jeg bliver hvidere end sne.« Da gød Gud balsam ind i Davids hjerte.
Jeg tror på genoprettelsen s tider i Jesu Kristi navn. Gud vil ikke bryde et knækket rør og ikke slukke en rygende tande. Pottemageren begyndte om igen, da karret mislykkedes. Gud siger: Se, jeg gør alle ting nye.« Du , der har lidt nederlag i dit liv. Luk dit sind og hjerte op for Jesus og lad ham begynde på ny i dit liv.
Der var en lille dreng - de kloge siger, at han kun var 10 år. Jeg ved det ikke, men han var ung, han hed Jeremias. Gud havde hans adresse, og Gud kaldte ham til sin eneste. Den unge dreng blev forfærdet: "Jeg kan ikke tale, det går aldrig, jeg er for ung.« Det sagde jeg også til Herren, da j eg for godt et år siden lå som et heloffer på hans alter, og han bad mig bringe budskab til mennesker for ham.
Samuel, som Gud talte til, var så ung, at hans mor måtte føre ham ved hånden, da hun overgav ham til Herrens tjeneste i templet. Jeg tror, Gud kalder de unge I vor generation til at blive fyldte med den Helligånd og ild og gå ud og være Vidner for ham. Det er ikke let at være ung i dag; der er mange fristelser, ja, det er åndsmagter fra afgrunden, de unge møder, men Gud ved, hvor du bor. O, om ungdommen måtte opleve en fornyet indvielse til Gud og lægge sig som helofre på hans alter. Du unge mand og kvinde: Lad Gud gribe dig - han ved, hvor du bor. Der var en anden mand, der fnyste med trussel og mord mod Jesu efterfølgere. Han troede på Gud, men disse Jesu disciple, de burde udryddes. Så skete det, da, han var på vej til Damaskus for at udføre denne hensigt, at en strålende lyskaster traf ham og blændede ham. Han udbrød: Herre, hvem er du?« Der skete en kursændring. Paulus blev blind, men i det blændende lys så han hedningeskarerne, der ventede. Gud greb hans hjerte og fik hans liv. Gennem forbøn fik han senere også sit naturlige syn tilbage.
Lyset fra Gud åbenbarer tidens nød og sender os ud som vidner for ham, der hvor vi er sat - i vore hjem, i familien, på arbejdspladsen. Gud kender dine omgivelser. Han ved, hvor du bor. Ja, han ved, hvor du bor, selv der, hvor Satans trone er. Mange lever i dag over en afgrund, helvede er lige under deres fødder, men Gud ønsker at udfri sjælen. Da Peter sad i fængslet, kendte Gud Peters adresse, og han sendte en engel, og med engelen kom der lys ind i fængslet, lænkerne faldt, og Peter blev ført ud gennem jernporten. Da troede Peter, han kom til sig selv igen og sagde: »Nu forstår jeg virkelig, at Gud har udfriet mig.« Udfrielsen blev en virkelighed for ham.
Min troende ven!
Gud ved alt i dit liv. Han vil, at du skal blive som guld, glødet i ild, så han kan bruge dig. Han ønsker at have dig for sig selv helt og udelt. Du skal ikke være afhængig af andre, men have alt i Gud. Lad os ikke leve på lånt olie, men lad os have oliekar i vore egne hjerter. »Jeg ved,« siger Herren, "hvor du bor.